mandag den 16. april 2012

Søger du svar eller bekræftelse?

Hvad ved du egentlig? Hver gang du mener, at du ved noget med sikkerhed. Så tag en ting du kigger på hver dag, det kunne være en mobiltelefon, en computerskærm eller en bils instrumentbræt, det kunne være hvad som helst, bare du mener, at du kender denne ting godt. Begynd så at beskrive denne ting så fyldestgørende som muligt for dig selv.

Allerede færdig? Fik du alt med? Tænkte jeg nok. Det er nemlig ikke en øvelse, der skal tage lang tid, den skal egentlig bare minde dig om, at vi som mennesker betragter ting overfladisk. Det er sådan set en fin ting, så vi ikke spilder energi på at huske alle detaljer om vores brødrister eller kuglepen. Pointen er, at vi som mennesker desværre har en tendens til at tro, at vi kender ting ud og ind, så længe vi blot har set eller oplevet noget en eller to gange.

Det samme gælder for de mennesker, vi møder hver dag. Vi møder dem og tror, vi kender dem, men alligevel overraskes vi gang på gang, når vi oplever dybere og dybere lag af disse personer, hvis vi da tager os den tid, rent faktisk at lære dem at kende i stedet for at sætte dem i kasser, ligesom vi gør med døde objekter.

En anden uheldig bivirkning ved at tro, at vi ved mere, end vi gør, er, at vi rent faktisk aldrig bliver klogere. En ting er nemlig ikke begrænset, man kan næsten kalde den uendelig. Tag eksempelvis den ting, du troede du kendte før og kig på den. Kig under den, kig inden i den og betragt den fra alle mulige vinkler. Hvor lang tid vil det mon tage at beskrive den i mindste detalje, hvis man skulle bruge ord?

Svaret vil have for mange nuller til, at jeg vil fylde min blog med den slags. For husk på, at skal man beskrive eksempelvis noget så basalt som en kuglepen, bliver man også nødt til at beskrive stedet, den blev lavet for at vide præcis, hvilke kræfter skabte denne kuglepen. Puha, så skal man til at beskrive en hel fabrik og dennes medarbejdere. Men vent lidt, har medarbejderne ikke også et hjem, en familie og venner, som påvirker arbejderne og dermed har påvirket udarbejdelsen af kuglepennen?

Som man nok ser, så bliver det til sidst en endeløs og uoverskuelig forgrening af ting, hændelser og kræfter, som skal beskrives, hvis man skal beskrive kuglepennen fuldstændigt. Godt nok bliver de af mindre og mindre betydning, men de har dog alligevel været med til at skabe kuglepennen. Så går man og tror, at man ved alt, så skal man måske antage en lidt mere ydmyg holdning.

Så søg svaret frem for en bekræftelse af det, du tror, du ved. Du bliver ikke klogere af at få understreget det, du ved, du bliver klogere af at søge dybere forståelse af ting og mennesker. Hvem ved, måske gemmer der sig lige præcis det svar, du har manglet, under overfladen på den ting, det menneske eller den hændelse, du troede du vidste alt om? Kig på det, du ved, fra en alternativ vinkel og find ud af det!

fredag den 6. april 2012

Beslutning eller ønske?

Vi går alle og tager beslutninger hele tiden og konstant. Hvis vi ikke tog beslutninger, stagnerede vi simpelthen. Hver eneste lille handling har en beslutning bag sig. Her mener jeg faktisk hver eneste lille handling, vi laver: Lige fra køb af hus til hvad dine ansigtstræk laver, når du ikke lægger mærke til det. Nogle handlinger laver vi nemlig helt automatisk, fordi vi har taget den beslutning helt tilbage i barndommen, hvor vi erfarede, at den handling vil være gavnlig for os eller vi blev fortalt det af vores forældre eller dem vi eller blev påvirket af.

Så ser du, vi agerer hele tiden på baggrund af beslutninger, selvom nogle af de mest fastgroede beslutninger er blevet automatiserede. Desværre sker det engang i slutningen af barndommen, at vi stopper med at ændre vores beslutningsmønster. Så de beslutninger, vi går og tager hele tiden per refleks, er hovedsageligt nogle, som er baseret på vores barndom. Det er derfor, at vi har så enormt svært ved at tage store, livsændrende beslutninger senere hen i livet. Alle kender nok det gamle ordsprog "Man kan ikke lære en gammel hund nye tricks". 

Det er også til dels rigtigt, for den gamle hund går og tager beslutninger ud fra beslutninger, som er taget i barndommen, hvor det er nemmest for den at ændre og tage nye beslutninger. Og det gælder også mennesker, som, til trods for at de måske brændende ønsker forandring, af den ene eller anden grund ikke er i stand til at tage den store beslutning. Det bliver nemlig blot et ønske og ikke en rigtig beslutning. 

Ønsket er karakteriseret ved præmisset, at man sandsynligvis ikke kan opnå det, "... men det ville nu være dejligt". Lige der slipper man sit ønske og det flyder væk. Nogle går så langt som at tage initiativ, men ofte under præmisset, at "... jeg kan jo altid ombestemme mig". Og netop det, sker meget tit, fordi der ikke er ægte intention i beslutningen. Beslutninger, som udelukkende er til gavn for en selv, kræver nemlig ofre, og er man bange for at ofre, det der skal, for at opnå sit mål, er det jo altid trygt at have noget, man kan falde tilbage på. Men med 50% dedikation når man bare aldrig målet.

For at nå dit mål skal du tage en beslutning med 100% dedikation, og du skal være klar til at ofre det, der skal til. Det der skal ofres, kan synes svært at give slip på i første omgang, men det der skal ofres, er også det, der afholder dig fra at nå dit mål og dermed det, du aller helst vil. Det, du ofrer, er det der holder dig tilbage for at nå dit fulde potentiale, og så snart du kommer ud på den anden side og har nået dit mål, kan jeg garantere, så sandt som jeg ikke er misundelig på min visdom da jeg var 15, at du ikke vil savne det. Tvært imod vil du være utrolig glad for at have sluppet det, der holdt dig tilbage i første omgang. For hvordan vil du nogensinde savne dine lænker, hvis du har et oprigtigt ønske om at slippe for dem?

Jo større og mere ambitiøst målet er, og jo længere du er fra det, des mere skal du være klar til at ofre. Og dermed skal du være 100% fast besluttet på at nå dit mål koste hvad det vil. Regningen ser altid større ud før den er betalt. Produktet er så meget mere værd, at du vil grine inderligt, når du først finder ud af, hvilket røverkøb du har begået!

"Du vil savne dine lænker ligeså lidt, som de vil savne dig"

/Simon Kirk

søndag den 25. marts 2012

Den lukkede bog - Hold fokus på opgaven

Overspringshandlinger. En af de trælse modstandere vi møder, hver gang vi forsøger at udfordre os selv, og hver gang vi har lyst til at foretage os noget, som ikke lige ligger inden for vores tryghedsramme. Mange forsøger at komme overspringshandlingerne til livs ved at tvinge hjernen til at fokusere på den givne opgave eller forsøge at lokke den med belønninger, hvilket kunne være en velfortjent øl "hvis jeg liiige kan få støvsuget først".

Sidstnævnte har desværre tit den bivirkning at hjernen begynder at tænke på belønningen, hvilket kan mindske motivationen ved den opgave, man skal have ordnet. Forsøger vi at tvinge hjernen til at gøre noget, når en hel masse andre ting kører i baggrunden, bruger hjernen alt for mange ressourcer på de mange opgaver, man prøver at sætte i baggrunden. Præcis ligesom en computer, hvor for mange aktive, åbne programmer kan gøre computeren sløv og træg. 

Det, vi gerne vil, er, at lukke de bagvedliggende programmer i hjernen, så der kun kører et program, nemlig det, der skal til for at løse den givne opgave. Og det er faktisk ret nemt med dette lille trick: 

Tænk på, at det, der distraherer dig, er en åben bog, som du læser i. Visualiser og føl at du lukker bogen og lægger den til side. Lige pludselig vil du finde ud af, at hjernen har svært ved at skifte til den overspringshandling, som du før ikke kunne undgå at tænke på eller endda gå i gang med. Hvis du bliver ved med at bruge dette trick, hver gang du har tanker i hjernen omkring alt andet, end det du ønsker at foretage dig, vil du stille og roligt kode underbevidstheden til automatisk at lægge alle unødvendige tanker til side, når du skal koncentrere dig. Enkelt og effektivt.

Så på denne måde kan man centrere sig selv og rette fokus mod opgaven, der skal løses. Samtidig virker opgaven pludselig langt mere overskuelig og lettere at gå til.

"Dine tanker registrerer altid det rette tidspunkt for sent. Så tænk ikke, gør bare."

mandag den 19. marts 2012

Selvudvikling, ikke selvindvikling

Selvudvikling er et ord, som mange smider omkring sig i dag. Det er blevet et buzzword, som næsten kan kobles på alt, der bare er en smule alternativt. Men som det er med alle ting i livet, så betyder ordene "yoga", "meditation" eller "buddhisme" ikke, at man er garanteret indre ro og indsigt, hvis man blot følger disse slavisk.

Mange er nemlig fanget i det, jeg vil kalde selvindvikling; ideen om, at man skal gøre en helt masse eksterne ting for at opnå sine mål. Det kunne være i form af komplicerede åndedrætsteknikker i yoga, faste bedetidspunkter i buddhisme og ideen om at ville presse sig til at opnå en lykketilstand under meditation. Det helt forkert.

I virkeligheden er både livet og selvudvikling uhyre enkelt, da der er få og enkle principper, man kan vælge at følge. Disse principper er uhyre simple, men magien ved dem er, at de giver mere og mere mening, des mere man begynder at leve efter dem og forstå dem. De er nemlig dybe og åbner op for forandringer inden i dig selv og står i fuldstændig kontrast til teorier, ord og rutiner, som er overfladiske og bundet af ego og uvidenhed.

En af disse principper er vi allerede lidt inde på, og det er måske det suverænt vigtigste, fordi det er basis for at gøre tingene rigtigt. Det er princippet med at du er centrum i alt. Du er hovedpersonen i dit liv, og du lever for din egen skyld. Som følge af dette er alt, du gør, din egen skyld. Ting, der sker for dig, er til for at du kan lære af dem og blive et bedre menneske, men stadig behandle dine medmennesker godt.

Selvudvikling er at indse dette og dermed tage ansvar for sit eget liv og begynde at tænke selv. Selvindvikling er at overgive ansvaret for ens egen udvikling til andre. Selvindvikling er ganske enkelt og kræver ingenting, da der er så mange mennesker, der gerne vil kontrollere og bestemme over dig i forvejen. Selvudvikling er dermed en stor udfordring, da du skal gå mod strømmen og dermed begynde at tænke selv. Nogle mennesker vil hellere dø end at tænke selv, fordi de frygter sandheden og dens konsekvenser.

Jeg mener derimod, at du aldrig rigtig lever, før du begynder at tænke selvstændigt, se på dig selv og leve ud fra dig selv. En helt ny og kæmpe stor verden åbner sig, og hvis du følger de enkle principper, vil den gøre det hurtigere, end du kan forestille dig. Og til at slutte af med, får du et lille citat, som rummer både enkelhed og sandhed. Dette lille citat i sig selv er en af de vigtigste nøgler til livet, og lever du efter dette i dit liv, vil det forbedre alle dine relationer, selv relationer til mennesker du møder for første gang.

"Gør mod andre, hvad du vil gøre mod dig selv."

Det var alt for første rigtige indlæg om selvudvikling fra min side. Jeg har stadig utrolig meget, jeg gerne vil dele med Jer. Men hver ting til sin tid. At bruge tid med sig selv for at lære sig selv bedre at kende er uhyre vigtigt, men glem aldrig, at det ikke er livet i sig selv.

søndag den 18. marts 2012

Alternativ vinkel

Denne blog er for de modige. De modige mennesker, der tør gå mod strømmen og søge det, den indre stemme hele tiden forsøger at fortælle dig. At flyde med strømmen er trygt og føles sikkert, da man ikke behøver at gøre eller yde noget, ligesom man kan gå gennem livet uden at lytte til eller se på sig selv. Men i sidste ende er det også et liv i uvidenhed, da disse mennesker konstant undgår at udfordre sig selv.

At de gør det, forstår jeg godt. Vejen mod strømmen kan være turbulent, og du må regne med at skulle udfordre dine fordomme og din selvforståelse meget ofte, da du løbende bliver klogere på dig selv og andre.

Jeg er her for at hjælpe dig, fordi jeg er så evigt taknemmelig for alle dem, som har hjulpet og guidet mig på min færd. Alt, hvad jeg har lært, indset og oplevet, føler jeg skal formidles videre, så andre mennesker kan få glæde af det. Og det er det, der er til det. For hver eneste person jeg bare kan hjælpe en lille smule, vil det glæde mig enormt, og jeg håber du er en af dem.

Bloggen kommer til at bestå af forskellige emner, jeg så vil anskue fra en lidt anden vinkel, end den medier og hovedparten af folk ser den fra i dag. Dette håber jeg, kan være med til at udvide horisonten hos dig, der læser det, og dermed lede til øget forståelse af dig selv og andre. Spørgsmål og kommentarer til mine indlæg er altid velkomne.

Velkommen til Alternativ Vinkel og en ny forståelse!