Beslutning eller ønske?

Vi går alle og tager beslutninger hele tiden og konstant. Hvis vi ikke tog beslutninger, stagnerede vi simpelthen. Hver eneste lille handling har en beslutning bag sig. Her mener jeg faktisk hver eneste lille handling, vi laver: Lige fra køb af hus til hvad dine ansigtstræk laver, når du ikke lægger mærke til det. Nogle handlinger laver vi nemlig helt automatisk, fordi vi har taget den beslutning helt tilbage i barndommen, hvor vi erfarede, at den handling vil være gavnlig for os eller vi blev fortalt det af vores forældre eller dem vi eller blev påvirket af.

Så ser du, vi agerer hele tiden på baggrund af beslutninger, selvom nogle af de mest fastgroede beslutninger er blevet automatiserede. Desværre sker det engang i slutningen af barndommen, at vi stopper med at ændre vores beslutningsmønster. Så de beslutninger, vi går og tager hele tiden per refleks, er hovedsageligt nogle, som er baseret på vores barndom. Det er derfor, at vi har så enormt svært ved at tage store, livsændrende beslutninger senere hen i livet. Alle kender nok det gamle ordsprog "Man kan ikke lære en gammel hund nye tricks". 

Det er også til dels rigtigt, for den gamle hund går og tager beslutninger ud fra beslutninger, som er taget i barndommen, hvor det er nemmest for den at ændre og tage nye beslutninger. Og det gælder også mennesker, som, til trods for at de måske brændende ønsker forandring, af den ene eller anden grund ikke er i stand til at tage den store beslutning. Det bliver nemlig blot et ønske og ikke en rigtig beslutning. 

Ønsket er karakteriseret ved præmisset, at man sandsynligvis ikke kan opnå det, "... men det ville nu være dejligt". Lige der slipper man sit ønske og det flyder væk. Nogle går så langt som at tage initiativ, men ofte under præmisset, at "... jeg kan jo altid ombestemme mig". Og netop det, sker meget tit, fordi der ikke er ægte intention i beslutningen. Beslutninger, som udelukkende er til gavn for en selv, kræver nemlig ofre, og er man bange for at ofre, det der skal, for at opnå sit mål, er det jo altid trygt at have noget, man kan falde tilbage på. Men med 50% dedikation når man bare aldrig målet.

For at nå dit mål skal du tage en beslutning med 100% dedikation, og du skal være klar til at ofre det, der skal til. Det der skal ofres, kan synes svært at give slip på i første omgang, men det der skal ofres, er også det, der afholder dig fra at nå dit mål og dermed det, du aller helst vil. Det, du ofrer, er det der holder dig tilbage for at nå dit fulde potentiale, og så snart du kommer ud på den anden side og har nået dit mål, kan jeg garantere, så sandt som jeg ikke er misundelig på min visdom da jeg var 15, at du ikke vil savne det. Tvært imod vil du være utrolig glad for at have sluppet det, der holdt dig tilbage i første omgang. For hvordan vil du nogensinde savne dine lænker, hvis du har et oprigtigt ønske om at slippe for dem?

Jo større og mere ambitiøst målet er, og jo længere du er fra det, des mere skal du være klar til at ofre. Og dermed skal du være 100% fast besluttet på at nå dit mål koste hvad det vil. Regningen ser altid større ud før den er betalt. Produktet er så meget mere værd, at du vil grine inderligt, når du først finder ud af, hvilket røverkøb du har begået!

"Du vil savne dine lænker ligeså lidt, som de vil savne dig"

/Simon Kirk